stearinlys_indeklima

Hvordan påvirker stearinlys vores indeklima?

39% af danskere tænder næsten dagligt et levende lys i boligen – typisk er det et stearinlys. Alligevel er mange af os i tvivl om, hvordan det egentlig påvirker vores indeklima og vores helbred.

Stearinlys, og levende lys generelt, blev engang brugt til at orientere sig med og havde derfor et praktisk formål. I dag bliver det mere brugt til hygge og stemning både udendørs og indendørs. Særligt i vintermånederne er vi glade for levende lys, hvor 60% af danskere tænder et stearinlys dagligt.

Der mangler desværre stadig undersøgelser, der kan bevise og understøtte, hvordan de forskellige typer stearinlys påvirker vores indeklima. Det påvirkes nemlig af, hvad lyset og vægen er lavet af, samt hvordan stearinlyset brænder. Det er bevist, at stearinlys udleder partikler, når de brænder, men hvorvidt det er farlige og skadelige partikler, er der få undersøgelser på. Det er derfor ikke til at vide, hvor farlige stearinlys er. Det samme gælder for alternative voks former som lys af bivoks, raps og soja.

Svarene, vi giver dig i artiklen her, er baseret på de undersøgelser, der er foretaget af blandt andet Miljøstyrelsen. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er et fuldkomment afsøgt område.

Hvad er stearinlys lavet af?

For at forstå om og hvorfor stearinlys kan være farlige at tænde derhjemme, skal vi vide, hvad stearinlys er lavet af. Stearinlys er lavet af animalsk fedt, som når det brændes optimalt, udleder et stearinlys kuldioxid (CO2) og vand (H2O). Brænder det ikke optimalt, det vil sige hvis flammen blafrer meget, vil det tændte lys samtidig udlede en højere mængde kulstof, som er en indikator for sod.

Hvorfor er stearinlys farlige?

Stearinlys kan være farlige på grund af den sod, det udleder. Det er en partikelforurening, som potentielt kan skade vores luftveje og er derfor særligt farligt eller irriterende for mennesker med luftvejsproblemer. Det opstår i høj grad, når lyset ikke brænder optimalt, og der dannes kulstof.

Det er dog ikke kun gældende for stearinlys, men faktisk for alle levende lys, der brænder. De udleder nemlig alle sod – nogle mere end andre dog.

Hvordan dannes sod?

Sod kan dannes på flere måder, hvor nedbrænding af et levende lys er én måde. Som nævnt, er et stearinlys lavet af animalsk fedt, som består af kulstof og oxygen (ilt). Når der dannes sod eller kulstof, er det fordi, der ikke er ilt nok til stede for lyset. Det kan eksempelvis være, at der er for lidt eller for lang væge eller at lyset står i træk.

Hvor meget forurener stearinlys?

Netop dette spørgsmål er svært at svare på, da der simpelthen mangler konkrete undersøgelser på området. Vi ved, at et stearinlys udleder partikler. Faktisk viser undersøgelser, at i et hjem hvor der benyttes stearinlys, vil udledningen fra stearinlyset stå for op til 60% af partiklerne i hjemmet.

Nogle undersøgelser viser yderligere, at forureningen fra et stearinlys er så høj, at danske hjem er lige så forurenede som en lejlighed i Beijing.

Derudover er det ikke kun selve stearinlyset, der udleder partikler og forurener. Det gør vægen i lyset også. Her skal du undgå væger hvor metal indgår, da det kan medvirke til forurening.

Er bivoks-, soja- og rapslys bedre for indeklimaet end stearinlys?

Hvis du gerne vil have det bedst mulige indeklima, skal du undgå levende lys, uanset hvad det er fremstillet af. Med det sagt, så er særligt soja- og raps lys bedre alternativer til stearinlys. Det er de, da lys lavet af soja voks eller raps voks har et lavere smeltepunkt, og lys lavet af vegetabilsk voks generelt udleder færre partikler ifølge flere undersøgelser.

Derudover har vi gjort os umage med at de bivoks-, soja-, og raps lys, som vi forhandler, ikke indeholder skadelige eller kunstige tilsætningsstoffer. 

Du kan se sodtallet for det specifikke lys i produktbeskrivelsen, og vi arbejder på at få testet de lys, vi ikke har informationer på endnu. 

Minimer udledningen af partikler ved at brænde dit stearinlys optimalt

Undersøgelser viser, at omstændighederne for afbrænding af et levende lys har stor betydning for, om lyset forurener indeklimaet. Det er altså ikke kun selve lyset, der forurener. Det er også vægen, vokssammensætningen, urenheder og forbrændingen.

Forbrændingen har du selv kontrol over, og her er der nogle måder, du kan brænde dit lys optimalt på, så du kan minimere udledningen af partikler. Det gælder både for stearinlys og alle andre former for levende lys. Du kan læse mere i vores lysguide, hvorfra vi har plukket de vigtigste råd ud her:

Optimal forbrænding af levende lys:

  • Inden du tænder lyset, skal du klippe vægen til 0,5 cm. Det gør, at lyset vil sode mindre, når det er tændt. Slukker du lyset, bør du klippe vægen igen, inden du tænder det på ny.
  • Stil ikke lyset i træk, når det står tændt. Du kan se på flammen, om lyset står i træk, da flammen vil blafre. Når lyset står i træk vil det udlede mere sod.
  • Pust ikke lyset ud, men anvend en lyseslukker eller kvæl flammen på anden vis. Det kan eksempelvis være ved at spytte på to fingre og ‘klemme’ lyset. Når du puster lyset ud, vil lyset udlede unødvendigt mange partikler, som du måske kender ved røgskyen, der opstår.
  • Luft ud når du har haft levende lys tændt i dit hjem, så du får renset luften.

Kilder

Miljøstyrelsen; Kortlægning og risikovurdering af partikel- og tungmetalemission fra levende lys; 2017
Miljøstyrelsen; Kortlægning nr. 6, 2002:Indholdsstoffer i levende lys der sælges i detailhandlen; 2002
Undersøgelse; Lung inflammation and genotoxicity in mice lungs after pulmonary exposure to candle light combustion particles, 2017
Undersøgelse; Ultrafine Particles: Exposure and Source Apportionment in 56 Danish Homes; 2013
Morten Køcks; Nye levende lys kan forbedre indeklimaet; 2022

1 kommentar til “Hvordan påvirker stearinlys vores indeklima?”

  1. Pingback: Kalenderlys af soja eller bivoks - Køb her | two birds

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.