Lidt om sojalys

Sojalys består af sojavoks, der er udledt af sojabønner, hvilket betyder, at sojaen er 100% vegetabilsk plantevoks. Sojavoks er resultatet af en proces kaldet ”hydrogenering” af sojaolie – en slags ”mætningsproces” af olien, der resulterer i dens faste voksform. Selvom sojalysene opnår en fast form, så har de et lavere smeltepunkt end almindelige stearinlys, hvorfor de ofte bliver solgt i glasbeholdere. Lysene brænder med et lidt køligt skær og har flotte hvide nuancer.

Bæredygtighed og socialt ansvar

Sojabønner dyrkes hovedsageligt i Nord- og Sydamerika, men kan også importeres andre steder fra som fx Kina. I two birds benytter vi udelukkende leverandører, hvis sojavoks ikke bidrager til rydning af regnskove, hvilket desværre er en udbredt problematik ved sojadyrkningen. Derudover er det også vigtigt for os, at dyrkningen er etisk og socialt ansvarlig og ikke går ud over lokalbefolkningen.

Sojabønner er en fornybar ressource, der kan dyrkes flere gange, og hvor restproduktionen går til dyrefoder. Ved afbrænding udleder lyset ikke mere CO2, end planten selv har formået at absorbere, og bliver derfor betragtet som CO2-neutral. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er CO2-neutralt at fragte bønnerne hele vejen til Danmark, så det skal man selvfølgelig have med i sine overvejelser om bæredygtighed. Da Danmark har en utrolig høj import af sojabønner, eksperimenteres der med muligheden for, at bønnerne kan dyrkes herhjemme. Det vil dels minimere udledningen af CO2 i forbindelse med transport og dels sikre, at dyrkningen kan foregå økologisk og uden rydning af regnskovsarealer. Vi krydser fingre for, at det lykkes, og holder jer opdaterede på udviklingen (forsøgene startede dog allerede tilbage i 2010, og lader desværre til at have lidt lange udsigter) – but still!

Sojalys og indeklima

Sojalys lavet af 100% vegetabilsk plantevoks udskiller væsentligt færre skadelige partikler sammenlignet med almindelige stearinlys, hvad end de er i form af 100% stearin, paraffin eller er et blandingsprodukt. Ikke hermed sagt, at de er 100% fri for forurening, da dette ikke er tilfældet – så længe et lys soder, vil der være forurening, og ALLE typer levende lys soder, desværre. Heldigvis er der en masse, man selv kan gøre for at passe bedre på sit indeklima, hvilket du kan læse mere om her.

Sojalysenes lavere smeltepunkt kan faktisk også være med til at skåne dit indeklima, da voksen i større grad ”flyder ud”, når lyset smelter, hvilket betyder, at partiklerne ikke afbrændes. Det går ikke ud over din brændetid, da sojalys stadigvæk har en væsentlig højere brændetid end traditionelle stearinlys så – win win!

Er du blevet lidt hooked på sojalys, kan du se vores udvalg her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.